10.9.12

Viden om oxytocin

http://z.about.com/d/pregnancy/1/0/H/Z/3/hairynewborn.jpg
Oxytocin er et urgammelt stof, der har befundet sig i kroppen siden menneskets tilblivelse. Og det er rent faktisk et fantastisk stof, som både er et hormon og et signalstof.

Den mest kendte funktion af oxytocinet er nok, at det produceres, når en kvinde ammer. Faktisk er det det stof, der gør at ammende kvinder ofte får det varmt - oxytocinets frigivelse udvider nemlig blodkarrene på brystkassens forside.

Oxytocin fremmer også vækst, da det stimulerer frigørelsen af væksthormon fra hypofysen. Det er påvist at oxytocintilførsel kan øge fertiliteten. Når befrugtningen har fundet sted, virker stoffet stimulerende på de første celledelinger og dermed vokser fosteranlægget hurtigere. Men oxytocin kan også fremme uddrivning. Det er nemlig dette hormon, der fremkalder veer og stimulerer mælkesekretionen fra kirtelvæv til udførselsgangene. Får man ve-drop under en fødsel er det også oxytocin, der anvendes.

Berøring frigiver oxytocin og skaber fred og ro. Effekten ses f.eks. ved at ae et uroligt barn. Og får en kvinde massage eller blid berøring under en fødsel, har det vist sig, at denne form for støtte fremmer fødslen og reducerer den fødendes smerteoplevelse.

Sammenfattende kan siges følgende om oxytocin:

* fremmer både vækst og uddrivning i forbindelse med graviditet
* styrer mælkesekretionen
* stimulerer mælkeproduktionen
* regulerer varmen i kroppen så ammende børn holdes varme
* hjælper kroppens depoter med at frigive næringsstoffer
* øger moderens evne til at optage næringsstoffer
* giver lavere blodtryk og lavere niveau af stresshormon hos moderen
* skaber ro og afspænding hos de fleste ammende kvinder, følelsen af fred og ro er forbundet med oxytocin-niveauet i kvindens blod
* gør moderen mere interesseret i nære relationer og skaber mor-barn binding

Ingen kommentarer: