20.10.09

Gravid - uge for uge


Du er gravid. Tillykke. Men hvad er det der præcist sker inde i din livmoder under den lange ventetid.

Hvor langt er fostret i uge 8, hvornår er kønnet dannet og hvordan fastlægges terminsdatoen egentlig? Der vil være mange spørgsmål, ord og udtryk, som man gerne vil have svar på lige så snart graviditeten er opdaget. Der er god hjælp at hente i bogen Gravid uge for uge.

Bogen er skrevet af jordemoder Gitte Dencker. Den følger fostrets udvikling uge for uge med beskrivelse og detaljer af både mor og barns udvikling, og der er afsat plads til egne stikord. Samtidig med fakta får man sjov viden, når Gitte Dencker krydrer graviditetsbeskrivelsen med myter, som f.eks. at man i 1951 mente at, ”Cykling er tilladt, men ikke i stærk modvind, op ad større bakker eller i stærk trafik”. Bagest i bogen findes en ordliste med alle de relevante graviditetstermer og en oversigt, der forklarer de gængse graviditetsgener.

Gravid uge for uge er en rigtig god opslagsbog. Lige sådan en man har lyst til at lægge på natbordet og slå op i, når man nu alligevel ikke kan sove for halsbrand eller uro i benene. Bogen videregiver også viden om kost og lægemidler, og man får beskrevet hvad der foregår ved graviditets- og fosterundersøgelser.

Når du så har nærlæst eller skimmet bogen under hele graviditeten, vil den være sjov at gemme, så du kan læse dine egne notater, næste gang du bliver gravid – eller måske er kommende bedstemoder.