21.12.10

Når fødslen går i gang


Jo tættere man kommer på fødslen jo mere tolker man på de tegn, der viser sig. Naturligvis. Men selv om man som oftest gerne vil i gang, når man er ved sin termin, er det ikke alle tegn, der betyder at du er lige ved at gå i fødsel.

Sådan er det f.eks. med tegnblødningen. Mange oplever, at der kommer lidt slim og blod fra skeden før fødslen, og det er helt normalt. Er du utryg ved mængden af blod, skal du naturligvis søge læge, men ellers betyder det ikke, at din fødsel er lige oppe over. Det er et tegn på, at de indledende forberedelser er gået i gang.

Ligesådan kan det være med diarré. Nogle kvinder oplever en trang til at skulle på toilettet og enkelte har diarré i dagene op til fødslen.

Derimod kan du være sikker på, at du nok skal føde inden for de næste to døgn, hvis vandet går. På film går det altid i en stor skylle, men det ses ikke tit. Oftest siver det blot. For det meste begynder veerne i løbet af det næste døgns tid. Hvis vandet ikke er klart, bør du kontakte din jordemoder for at få afklaret, om du skal tage til fødegangen for at blive undersøgt.

Endelig er et andet sikkert tegn selvfølgelig veer. I begyndelsen kan de føles som let mudren og menstruationsagtige smerter, og de vil sikkert være både uregelmæssige og svage. Efterhånden tager de så til og bliver regelmæssige, og du kan da være sikker på at fødslen er gået i gang.