28.8.09

Piller og ægløsning


Hvis du gerne vil være gravid, bør du holde dig fra stofferne ibuprofen eller acetylsalicylsyre i smertelindrende midler som fx Treo, Ipren eller Kodymagnyl op til ægløsningen.

Det har nemlig vist sig, at medicinen kan have en negativ indflydelse på chancerne for at blive gravid. Det er lederen af fertilitetsklinikken på Rigshospitalet Anders Nyboe Andersen, som gør opmærksom på risikoen. Har du brug for smertelindring kan du imidlertid godt tage Panodil eller Pamol, som indeholder paracetamol. Dette stof viser sig tilsyneladende ikke have have den uheldige bivirkning.

20.8.09

Gravide tilbydes vaccine


I dag kan man læse i Berlingske Tidende og politiken.dk, at Sundhedsstyrelsen har besluttet at tilbyde alle gravide kvinder vaccination mod den nye influenza H1N1. Tidligere har der været tvivl om, hvorvidt gravide skulle tilbydes vaccination mod svineinfluenza. Men nu fastslår Sundhedsstyrelsen, at alle gravide vil blive tilbudt vaccination, når den er parat til efteråret. "Det er blevet besluttet, at gravide i 2. og 3. trimester tilhører en risikogruppe, som er særlig udsat. Derfor skal gravide tilbydes vaccine, når den kommer", oplyser Sundhedsstyrelsen. Ifølge styrelsen er der i den seneste tid kommet mere forskning og flere undersøgelser, så der nu er belæg for at sige, at kvinder i sidste del af graviditeten er i risikogruppen. Gravide med influenzasymptomer bør søge læge for eventuelt at komme i behandling.

7.8.09

Bekymrede jordemødre


"Flere danske kvinder vil have en doula - en støtteperson - med under graviditeten. Jordemoderforeningen er bekymret over udviklingen", kan man læse i en artikel i Jyllandsposten. Og hvorfor er de så bekymrede? Formanden for Jordemoderforeningen Lillian Bondo udtaler at jordemødrene kan det samme som doulaer, hvis der er tid. Ja, hvis der er tid. Det er netop det springende punkt. For som oftest er der ikke tid. Dagens jordemødre har travlt, og jeg forstår sagtens at Lillian Bondo gerne ville have tid, og langt flere jordemødre på fødegangen. Hendes argument imod doulaer er altså politisk: giv os flere økonomiske midler - så skal vi nok sørge for 100% tilstedeværelse. Dette er der ingen der kan fortænke hende i. Sådan ville jeg også selv tænke, hvis jeg var jordemoder.

Nu er situationen én gang den, at der ikke er udsigt til flere midler til øget jordemoderpersonale i øjeblikket. Men det kan de nuværende gravide og fødende kvinder da ikke være tjent med. En fødsel er en oplevelse, som kun forekommer få gange i en kvindes liv. Ja for nogen kun én gang. Og det skal derfor være en god og tryg oplevelse hver gang.

Jeg er ikke klar over hvad Lillian Bondo i samme artikel mener med, at visse doulaer har givet fødende urealistiske opfattelser af fødselsforløb, tværtimod er en del af doulaens arbejde at forberede de gravide mentalt, og det burde da altid være en fordel.

I Dansk Doula Netværk har vi ofte talt om at de jordemødre vi har mødt på fødestuerne langt de fleste gange har været glade for vores tilstedeværelse. De har kunne trække på os som en ekstra ressource, og kunne forlade fødestuen indimellem velvidende at en anden fagperson var tilstede og opmærksom på den fødende. Rigtig mange har endda udtrykt deres begejstring over for os inden vi har forladt parret efter fødslen.

Endelig vil jeg påpege at et forløb med en doula jo også har den fordel - set i forhold til et forløb uden - at vi mødes med den gravide både før og efter fødslen, og at der på den måde bliver et kontinuerligt forløb, som man ikke får blot ved at gå til jordemoderbesøg.

Så jordemødre - I skal ikke være bekymrede. Vi ønsker det samme: et godt fødselsforløb for fødende. Lad os samarbejde om det.