29.11.10

Fødselsdepression


Når man kommer hjem med sin søde nyfødte forventer man nok en vis form for eufori. Indimellem bliver den første periode dog fyldt med dyb bekymring og triste tanker. Helt op imod 70-80% af nybagte mødre føler sig i begyndelsen nedtrykte, bekymrede og overvældede. For de fleste forsvinder disse følelser heldigvis efter den første uges tid. Det er bl.a. det bratte fald i hormonerne, der udløser nogle af følelserne. Men bliver man ved med at føle sig nede og ude af stand til at komme op igen, har man muligvis fået en fødselsdepression.

Ca. 10% af nybagte mødre får en fødselsdepression inden for de første uger. Følelserne vil være præget af tristhed, hjælpeløshed, træthed, koncentrationsbesvær, søvnbesvær og andre kendetegn som ved "almindelige" depressioner - f.eks. følelsen af at befinde sig i et sort hul. Nogen gange kan den nybagte mor ikke klare sig selv eller tage vare på barnet. Ligegyldig hvilken grad af fødselsdepression der opleves, skal moderen have hjælp. Samtaler med læge og evt. psykolog kan afhjælpe ligesom det også kan være nyttigt med medicinsk hjælp for visse. Det er måske værd at påpege at anti-depressiv medicin bliver betragtet som sikker i forbindelse med amning.

At have en fødselsdepression er stadig tabubelagt og det kan være svært for den enkelte at indse at man er nødt til at få hjælp udefra for at komme igennem det. Men det er vigtigt at vide, at tilstanden kan behandles. Derfor bør man tale med sine omgivelser og evt. sundhedsplejersken og lægen om det, hvis man føler man måske er ramt.