21.12.10

Når fødslen går i gang


Jo tættere man kommer på fødslen jo mere tolker man på de tegn, der viser sig. Naturligvis. Men selv om man som oftest gerne vil i gang, når man er ved sin termin, er det ikke alle tegn, der betyder at du er lige ved at gå i fødsel.

Sådan er det f.eks. med tegnblødningen. Mange oplever, at der kommer lidt slim og blod fra skeden før fødslen, og det er helt normalt. Er du utryg ved mængden af blod, skal du naturligvis søge læge, men ellers betyder det ikke, at din fødsel er lige oppe over. Det er et tegn på, at de indledende forberedelser er gået i gang.

Ligesådan kan det være med diarré. Nogle kvinder oplever en trang til at skulle på toilettet og enkelte har diarré i dagene op til fødslen.

Derimod kan du være sikker på, at du nok skal føde inden for de næste to døgn, hvis vandet går. På film går det altid i en stor skylle, men det ses ikke tit. Oftest siver det blot. For det meste begynder veerne i løbet af det næste døgns tid. Hvis vandet ikke er klart, bør du kontakte din jordemoder for at få afklaret, om du skal tage til fødegangen for at blive undersøgt.

Endelig er et andet sikkert tegn selvfølgelig veer. I begyndelsen kan de føles som let mudren og menstruationsagtige smerter, og de vil sikkert være både uregelmæssige og svage. Efterhånden tager de så til og bliver regelmæssige, og du kan da være sikker på at fødslen er gået i gang.

29.11.10

Fødselsdepression


Når man kommer hjem med sin søde nyfødte forventer man nok en vis form for eufori. Indimellem bliver den første periode dog fyldt med dyb bekymring og triste tanker. Helt op imod 70-80% af nybagte mødre føler sig i begyndelsen nedtrykte, bekymrede og overvældede. For de fleste forsvinder disse følelser heldigvis efter den første uges tid. Det er bl.a. det bratte fald i hormonerne, der udløser nogle af følelserne. Men bliver man ved med at føle sig nede og ude af stand til at komme op igen, har man muligvis fået en fødselsdepression.

Ca. 10% af nybagte mødre får en fødselsdepression inden for de første uger. Følelserne vil være præget af tristhed, hjælpeløshed, træthed, koncentrationsbesvær, søvnbesvær og andre kendetegn som ved "almindelige" depressioner - f.eks. følelsen af at befinde sig i et sort hul. Nogen gange kan den nybagte mor ikke klare sig selv eller tage vare på barnet. Ligegyldig hvilken grad af fødselsdepression der opleves, skal moderen have hjælp. Samtaler med læge og evt. psykolog kan afhjælpe ligesom det også kan være nyttigt med medicinsk hjælp for visse. Det er måske værd at påpege at anti-depressiv medicin bliver betragtet som sikker i forbindelse med amning.

At have en fødselsdepression er stadig tabubelagt og det kan være svært for den enkelte at indse at man er nødt til at få hjælp udefra for at komme igennem det. Men det er vigtigt at vide, at tilstanden kan behandles. Derfor bør man tale med sine omgivelser og evt. sundhedsplejersken og lægen om det, hvis man føler man måske er ramt.

23.10.10

Hørelsen - fostrets første sans


Høresansen menes at være den allerførste sans, som det udfødte barn udstyres med. Allerede fra fosteret er ca. 20 uger - dvs. når du er halvvejs i graviditeten - kan lyde, stemmer og musik opfattes. Og ofte reagerer fostret også på det. Men høresansen er dog ikke færdigudviklet på dette tidspunkt, faktisk skal barnet blive et helt år før den er helt udviklet.

Vil du stimulere dit foster - og har du ikke lyst til at spille dine normale spillelister - kan du finde musik på www.imusic.dk eller www.fonix-musik.com. Hvad med at downloade "Ultrasound: Music for the Unborn Child" som bl.a. indeholder Bach, Mozart, Brahms og Vivaldi.

30.9.10

Det kan du vente den første uge som mor


Når man som nybagt mor er kommet hjem igen er alt idyl. Eller ...? Faktisk får de fleste nogle fysiske gener, som man måske ikke er blevet informeret om, som f.eks.:

Ømme brystvorter. Sår og revner i brystvorterne kan være svære at komme uden om i starten. Det gør ondt, men hold ud. Efter otte-ti dage er dine bryster hærdede til amningen. I mellemtiden skal du sørge for, at baby sutter rigtigt, dvs. får hele brystvorten og lidt af det brune område ind i munden. Hold ammepauser, og lad brystet lufttørre imens. Det vil lægge en beskyttende hinde af spyt og mælk omkring brystvorterne. Brug ammeindlæg af uld eller bomuld, men uden plastik, der holder på fugten og gør det svært for sårene at hele. Du kan også prøve, om ammebrikker er noget for dig.

Ballonbryster. Overspændte ballonbryster er helt almindeligt i den første uge, hvor mælken løber til og lige skal finde sit rette leje. Lad barnet sutte så meget, det vil - det letter spændingerne. Er brysterne så spændte, at den lille ikke kan få fat, så prøv at lægge en varm, våd vaskeklud på brystet eller malk ud inden du lægger baby til. Det gør du ved at støtte brystets underside med hånden. Pres roligt ned over brystet med tommelfingeren og mælken løber ud.

Manglende mælk. De første tre dage inden din mælk løber til, virker det ikke, som om der kommer så meget ud, når baby sutter. Men bare rolig: råmælken i dine bryster er sprængfyldt med sunde sager, bl.a. aminosyrer, der gør barnet træt. Råmælk er letfordøjeligt og hjælper barnets fordøjelsessystem i gang. Samtidig virker den som en lille afføringspille, så barnet kan komme af med sin første afføring.

15.9.10

Fødselsforberedelse


Sig fødselsforberedelse og straks fremkaldes klichebilledet af en flok tykke kvinder, der i rundkreds træner gispevejrtrækning og afprøver uskønne fødestillinger. På Skejby Sygehus har jordemødrene forsøgt sig med en mindre larmende model: tre gange tre timers samtale om fødselsforløb og mulighed for at stille spørgsmål.

Men støjende eller stille - det virker at forberede sit barns fødsel. Undersøgelsen fra Skejby viser, at de forberedte kvinder ankom senere til fødegangen og i mindre grad havde brug for epiduralblokader end de kvinder, som ikke havde deltaget i fødselsforberedende undervisning.

Så find et hold der passer dig og bliv velforberedt.

21.7.10

Hold øje med sukkeret


Mange gravide har for meget sukker i blodet, viser en undersøgelse, hvor 23.000 kvinder ud af i alt 25.000 havde mere sukker i blodet end ønsket. Et forhøjet blodsukker kan i forbindelse med fødslen medføre risici som graviditetsdiabetes med høj fødselsvægt, kejsersnit og lavt blodsukker hos barnet ifølge New England Journal of Medicine.

Så sørg for at udelukke så meget sukker som muligt både i madvarer og drikkevarer. Desværre vil det ikke være en god idé at købe 'light' produkter i stedet for, da disse netop har vist sig at kunne give uheldige bivirkninger såsom for tidlig fødsel.

Samtidig med du skærer ned på sukkeret er det vigtigt at spise mad med mange fibre, som bevirker at det sukker, der indtages optages langsommere i blodet. Der findes desuden et naturlægemiddel - Guarmin - som er baseret på den fiberrige indiske plante guar, som evt. kan støtte en fiberrig kost.

Måske virker det umiddelbart uoverskueligt at skulle ændre sine gode gamle madvaner, men prøv eventuelt at låne kogebøger for diabetikere på biblioteket. De er fyldt med lækre retter, der på ingen måde får dig til at føle du lider afsavn.

Vil du kende dit blodsukkerniveau kan du få foretaget en prøve på apoteket mod betaling.

7.6.10

Hudvenlig babyvask


Overvejer du at vaske din nyfødte blot i lunt vand? I så fald vil du måske være interesseret i at høre om de seneste forskningsresultater, der påviser at babyhud er så følsom, at rent vand - uden plejemidler i - kan skade. Egentlig ville det jo være så nemt bare at fylde et kar med dejlig varmt vand og intet andet. Man ville jo slippe for at skulle tage stilling til om bade- og plejeprodukterne var paraben og/eller parfumefri. Og rent vand er da normalt godt!

Men nyfødtes hud er ca. 30% tyndere end voksnes, hvilket vil sige at cellerne er mindre og deler sig hurtigere, hvilket gør babyhud ret sart. Når man bader baby i almindeligt vand, som de fleste steder i Danmark er ret hårdt, tørrer huden ud og der bliver nemmere adgang for bakterier og basis for atopisk eksem. Udover at vand i sig selv ikke renser huden ordentligt, forhøjer det også pH-værdien på huden, som igen kan lede til hudproblemer. Omkring 60% af alle nyfødte får tør hud på et tidspunkt i løbet af det første år.

Baseret på denne forskning er det altså tilrådeligt at vælge et badeprodukt. I den forbindelse skal du da vide at almindelig sæbe også øger hudens pH-værdi, som kan føre til irritation af det yderste lag af huden og øget risiko for at huden begynder at revne.

Det bedste råd er derfor at vælge en vaskegele, babyolie eller flydende sæbe til babyens badevand. Og naturligvis vælge produkter, der er parfume- og parabenfri samt hud- og miljøvenlige. Det lyder måske besværligt, men se f.eks. efter Svanemærket og Astma Allergi Forbundets mærke.

Jeg ved Natusans babyprodukter opfylder ovennævnte krav, og de har lanceret en serie til den nyfødte, som faktisk fås på tilbud i Netto i denne uge. Måske var det værd at prøve.

17.5.10

Kejsersnit



Antallet af fødsler hvor den gravide ønsker kejsersnit uden medicinsk grund, er stigende, skriver Ugeskrift for Læger. Det viser sig imidlertid at stigningen i mange tilfælde skyldes manglende information. Ca. 50% af de kvinder der i første omgang valgte kejsersnit af personlige årsager, beslutter at føde vaginalt efter en samtale med en jordemoder eller læge.

Det gælder om at være tryg før fødslen går i gang. Så har du bekymringer der får dig til at overveje kejsersnit uden andre årsager end angst, gør du dig selv en tjeneste ved at fortælle om dette til din jordemoder. I mange tilfælde vil hun helt sikkert kunne berolige dig.

Et kejsersnit er ikke en nem udvej, men en operation, der vil gøre dig mere svækket i starten end du måske har grund til at være. Så fortæl om din frygt og få hjælp.

26.4.10

Fordele ved at træne i graviditeten


  • Gravide, der er fysisk aktive har mindre risiko for at abortere spontant sammenlignet med gravide, som ikke motionerer.
  • Risikoen for kejsersnit er mindre hos fysisk aktive sammenlignet med inaktive gravide.
  • Gravide der konditionstræner har mindre risiko for, at barnet skal tages med tang. Dette skyldes givetvis, at styrken i pressefasen er større, og at kvindens smidighed i bækkenet er større (sidstnævnte er dog ikke endeligt bevist i forskningsverden).
  • Gravide der er fysisk aktive føder oftere til tiden (uge 40) end gravide uden fysisk aktivitet.
  • Børn født af kvinder der har konditionstrænet gennem graviditeten har en sund og mindre fedtprocent end børn født af kvinder, der ikke konditionstræner.

24.3.10

Fordele og ulemper ved epidural



Når fødslen går i gang og smerterne tager til, kan det umiddelbart virke som den oplagte løsning at vælge epidural som smertelindring. Bedøvelsen gives i ryggen og gør den fødende smertefri. Men inden denne beslutning tages, bør den fødende være opmærksom på præcis hvad en epidural er, da der nogen gange kan opstå komplikationer.

Facts om epidural
*Lokal bedøvelse - enten total eller delvis
*Injektion i lænden
*Gives først i forløbet og inden livmodermunden er 8-9 cm åben
*Virker efter ca. 30 minutter
*Presseperioden forlænges muligvis, da pressefornemmelsen bedøves
*Større risiko for fødsel med sugekop grundet den evt. længere presseperiode
*Hindrer bevægelsesfriheden
*Kan give hovedpine og feber

Her kan du se en animeret film af hvordan en epidural gives: www.epidural.com

I en artikel i Politiken kan du læse, at storbykvinder vil føde uden smerte - i Hvidovre vælger næsten hver anden kvinde epidural, hvorimod tallet er en ud af 100 på Bornholm:
www.storbykvinder-vil-føde-uden-smerte.

28.2.10

Tidlige tegn på graviditet


For nogen kvinder opstår tegn på graviditet allerede et par dage efter undfangelsen.

Morgenkvalme kender de fleste nok som et klassisk tegn, men også kramper i maven kan være et signal. De opstår fordi musklerne og livmoderen begynder at gøre sig klar til udvidelse, og rent hormonelt reagerer kroppen på at et æg er blevet befrugtet og har sat sig fast i livmoderen.

Et andet tidlig tegn er øget tissetrang, som mange kvinder faktisk oplever allerede før en udebleven menstruation.

Træthed kan måske være svær at skelne fra almindelig mangel på energi. Men kroppen reagerer på det nye høje hormonniveau ved træthed, som først forsvinder efter et godt stykke tid ind i graviditeten.

Det kan også være et tegn, at du bliver forstoppet. Dette skyldes også hormonerne, der gør dine tarme lidt mindre bevægelige.

Endelig kan ømme bryster allerede opstå inden for den første uge efter undfangelsen, og området rundt om brystvorten kan også blive lidt mørkere.

Man kan opleve alle eller ingen af ovennævnte signaler, men det eneste sikre middel til at afgøre om man er gravid, vil naturligvis være at få taget en test.

24.1.10

Fødsel uden smerte



Fødsel helt uden smerte er nok utopi. Det er muligt der ligger en naturlov bag fødselssmerten, som sørger for kvinden er forberedt på det hårde liv som mor eller som får kvinden til at knytte sig tættere til sit barn, men de fleste er nok interesserede i at dæmpe trængslerne, så vidt det kan lade sig gøre.

Her er syv bud på smertedæmpere du selv kan styre:

1. Brug musik

Musik får dig til at slappe af. Hvis musikken skal berolige, skal den have en langsom rytme og gerne dybe lyde, som flytter fokus fra hoved til krop. Lyde fra naturen er også gode til afslapning.

2. Afspænding

Lav en øvelse hvor du mærker din krop. Begynd med den ene fod, tænk på den – mærk den og lad den blive tung. Fortsæt stille og roligt med alle kropsdele. Princippet er at mærke og derigennem skabe kontakt til og ro i systemet.

3. Åndedrætstræning

Læg hænderne på din mave og mærk hvordan den hæver og sænker sig, mens du trækker vejret. Fornem luften, der fylder lungerne. Tæl langsomt til fire, mens du puster ud. Hold vejret kort i slutningen af ud- og indånding. Dit fokus på åndedrættet afspænder og lindrer den mere nervøse tilstand, der forstærker smerter.

4. Mindfulness

Metoden går ud på at være opmærksomt til stede i sind og krop og ikke flygte fra det, som er ubehageligt. Vær bevidst og døm ikke. Mærk ubehaget og smerten, men accepter det der er. På denne måde bliver det muligt at give slip, og smerten kan lindres.

5. Fantasirejse

Tænk på et sted med fred, ro og glæde. Måske har du været der fysisk, måske er det blot ren fantasi. En flot strand, en stille skov eller måske et roligt hav. Bevæg dig rundt i tankerne og se farverne, dyrene, planterne, blomsterne. Hør lydene, mærk duftene. Har du svært ved selv at finde på, findes der mange cd’er som kan guide dig.

6. Meditation

Meditation kan foregå på mange måder. Den klassiske form bruger et ord – et mantra – som man siger inden i sig selv hele tiden og i en rolig rytme. Det kan være svært ikke at begynde at lade tankerne flyve, men find tilbage til det valgte ord og fortsæt.

7. Visualisering

Se smerten for dig. Gå ind i den. Forestil dig du trækker energi fra et andet sted i kroppen og fører den til det smertefulde sted. Det kan være lindrende i sig selv ”at rumme” smerten.

Nu er der jo nok ingen, der forestiller sig at man kan blive helt smertefri under fødslen selv om man kender de syv ovenstående råd. Men brug dem der tiltaler dig bedst i den indledende fase, hvor du har mest overskud. Så har måske mere overskud til den seje aktive fase inden barnet bliver født.

2.1.10

Sådan udvikler dit barns krop sig


De hurtigste vækstperioder er i livmoderen, i den tidligste barndom og i puberteten.
Ved fødslen er 14% af et barns kropsvægt fedt. Og når barnet er 6 måneder stiger det til 25%. En 2-årig vejer 20% af sin voksne vægt.

De vitale organer udvikles i hele barndommen. Et barns umodne nyrer er ikke så gode til at filtrere skadelige stoffer fra, og leveren kan ikke nedbryde visse giftstoffer.

Nervesystemet vokser hurtigt det første år og fortsætter indtil 18-års alderen, hvis ikke det bliver forstyrret af giftige påvirkninger.

Indtil 6-års alderen består et barns krop af mere vand og mindre fedt end en voksens. Fedstofferne der lagrer giftstoffer som fx pesticidrester, kan ikke gøre deres job lige så godt, hvilket betyder at de kan cirkulere i barnets krop. Vandopløselige pesticider kan også bedre cirkulere i barnekroppen. Du kan derfor beskytte dit barns helbred ved at sørge for, at alt hvad det spiser og drikker er økologisk og fri for kunstige tilsætningsstoffer. Desuden har mange tilsætningsstoffer vist sig at være årsag til eller forværre allergiske reaktioner.