3.9.12

Den gode fødsel



Alle fødsler er unikke. Alle fødselsoplevelser er særlige. Men hvad afgør forskellen mellem den gode og dårlige oplevelse?

Imens man er gravid, kan man selv gøre meget for at forberede sig til fødslen. Udover at sørge for at holde kroppen i gang med motion, spise en sund kost og få nok søvn, kan man også forberede sig mentalt.

Det, der kendetegner de gode fødselsoplevelser, er ikke nødvendigvis, at fødslen har været hurtig, eller at man fik smertelindring. Derimod fortæller de fleste kvinder, at oplevelsen af at blive lyttet til og opmuntret gennem fødslen har gjort hele forskellen. Følelsen af tryghed kommer, når kvinden er klar over, hvad der sker i processen.

Den gravide ved naturligvis aldrig på forhånd, om personalet på fødegangen er nogen hun og partneren ”svinger” med. Derfor er det en god ide at få noteret ønsker til f.eks. smertelindring og fødestilling i sin journal. Som gravid kan man også lave sin egen liste (rent faktisk eller blot i hovedet), da angsten minimeres, når man sætter ord på det, der skræmmer en.

Har man f.eks. en fobi over for nåle, er der jo ikke noget i vejen for at fortælle jordemoderen dette, så hun kan være lidt varsom, hvis man skal have en injektion. Mange andre forhold kan hjælpe til at gøre den gravide lidt tryggere inden fødslen – bare det at kende vejen til fødegangen på forhånd samt at have pakket sin taske i god tid kan virke trygt og afstressende.

Det er også en god idé at tale med sin partner om forventninger til hinanden under fødslen: Er det i orden at partneren lægger sig til at sove, hvis det trækker ud? Skal partneren være aktivt støttende eller måske blot holde i hånd? Forventer den gravide, at partneren taler på hendes vegne?

Et af kendetegnene ved de dårlige fødselsoplevelser er typisk, at den fødende har følt, at der blev taget beslutninger henover hovedet på hende. Derfor kan det være trygt at spørge undervejs i forløbet, hvis man er i tvivl om hvad der sker; måske via partneren, hvis den fødende er for koncentreret om fødslen til selv at tale.

Alt i alt vil det hjælpe at tænke fødslen igennem, inden det går i gang, selv om der er en masse ubekendte. Ved at kende til fødslens forskellige faser, erkende mulige angstscenarier samt at have talt om forventninger og behov med partneren, er man allerede godt på vej til den gode fødsel.

Ingen kommentarer: